|
MIN PROFIL.
Til daglig arbejder jeg i byggebranchen og en del af fritiden går med mit deltids-landbrug. Jeg værdsætter den proces der er i at dyrke jorden, det at se tingene spire frem og jeg føler at det giver mig en god grounding, når jeg helt bogstaveligt står med fødderne solidt plantet i den danske muld.
Derudover har jeg i en længere årrække dyrket min glødende interesse for musik bl.a som trommeslager i et blues-rockband.
Min helt store altoverskyggende lidenskab har dog altid været den menneskelige psyke. Hvorfor er vi som vi er? Hvorfor gør vi som vi gør? Hvorfra stammer vores mønstre?
Jeg har gennem flere år uddybet min interesse for den menneskelige psyke samt filosofiske og eksistentielle spørgsmål ved deltagelse i flere kurser om psykoanalyse, psykiske problemer, menneskelig adfærd samt personlig udvikling.
Kulminationen kom da jeg pludselig måtte erkende at jeg stod med begge ben solidt plantet i min egen midtlivskrise.
Ved en krise kan du opleve at stå overfor flere bevidste eller ubevidste valg. Du kan f.eks. vælge at stagnere, at være progressiv eller regressiv. Vælger du stagnation eller regression, vil du på et tidspunkt føle en indre smerte fordi du ikke søger at finde dit Sande Selv.
Den indre smerte giver sig til kende på forskellig vis, men typisk får du "ondt i livet," du bliver forvirret og får svært ved at tackle problemer i nære relationer.
Tilværelsen kan synes uoverskuelig og din udviklingsspiral drejer nedad.
DET ER I FORANDRINGEN DU SKAL BLIVE DEN DU ER.
Det betyder at du ved terapi, selvreflektion eller på anden vis søger indre fordybelse, og på den måde finder dine egne ressourcer og værdier og kan gøre op med gamle irrationelle tanker og handlinger.
Jeg valgte at være progressiv og søgte ind på psykoterapeutuddannelsen ved Psykoterapeutisk Uddannelsescenter som på det tidspunkt havde til huse i Hillerød.
På den måde fik jeg vendt min personlige krise til noget positivt. Den blev et springbrædt til en ny æra i mit liv.
Det kan formuleres således: Man skal ikke lade en krise gå til spilde.
I 2007 skrev jeg mit afsluttende speciale ud fra følgende problemformulering: "Hvordan kan vi ved psykoterapeutiske metoder, hjælpe mennesker med at håndtere de følelsesmæssige problemer, som opstår i forbindelse med nære relationer til familie og partner. Og hvordan har svigt i barndommen sammenhæng med det at indgå i de nære relationer".
Undervejs i uddannelsen har jeg modtaget over 150 timer egenterapi samt over 200 timer supervision.
Det som jeg har oplevet som utrolig givende ved denne uddannelse, er at jeg gennem hele forløbet har arbejdet med min egen historie, og på den måde har oplevet hvad det vil sige at være i proces.
Alt det som jeg har lært undervejs samt den utrolig givende oplevelse det er, at finde sine indre ressourcer, at finde sit sande selv, det vil jeg gerne formidle videre til dig som nu sidder og læser dette.
Jeg går i egenterapi samt supervision og er medlem af Psykoterapeutisk Forum hvis etiske regelsæt, som bl.a. omfatter tavshedspligt, jeg er underlagt.
Psykoterapeutisk Forum www.psykoterapeuterne.com
Psykoterapeutisk uddannelsescenter www.puc-online.nu
SPUD www.spud.dk |