Sorg og krise.
Alle mennesker oplever på et tidspunkt i livet et tab.
Det kan være tab af en person man holder af ved død eller skilsmisse. Eller måske tab af job, som igen kan betyde tab af identitet.
Man kan opleve tab af forskellige evner som følge af livsfaserne eller sygdom.
Det vil sige, at det er de færreste mennesker som kan gå gennem tilværelsen uden at møde nogle af de eksistentielle vilkår som f.eks. ENSOMHEDEN, FORLADTHEDEN, ANGSTEN, DØDEN og MENINGSLØSHEDEN.
Her kan mange opleve at stå i et moras af modsatrettede tanker og følelser som det kan være svært at skille ad. Kort sagt befinder man sig i en nedadgående spiral.
Her er det min rolle som terapeut at guide dig til få sat tanker og følelser i system, således at livssituationen bliver overskuelig.
Det er endda muligt at der dukker tanker og følelser op som den enkelte kan opleve som forbudte og skamfulde. ( Man må ikke tale eller tænke dårligt om den afdøde…er det tilladt at være jaloux? )
Her kan terapeuten være til stor hjælp, da denne ikke er følelsesmæssig engageret og dermed er i stand til objektivt at møde og acceptere dig og din situation.
En af mine grundteser er at INTET ER TILFÆLDIGT og at VI BLIVER MØDT PÅ DE SIGNALER VI UDSENDER.
Alt hvad vi oplever, har en dybere mening. Der er en magt som er større end os. Det er så op til den enkelte, om det skal kaldes det guddommelige eller have en anden spirituel benævnelse.
Dette skal ikke opfattes som en påstand jeg absolut vil pådutte mine klienter, men hvis den enkelte vil bruge den i sin refleksion over tilværelsen, kan det være med til at finde mening med det som i første omgang virkede meningsløst. Samtidig kan det anspore den enkelte til at være yderligere bevidst om at tage ansvar for sit liv.
Kommer et menneske gennem et sorg eller kriseforløb på den rigtige måde, er det ikke usædvanligt at denne føler sig styrket på mange områder. Det kan være både på det praktiske og det intellektuelle felt.
Det gamle mundheld om at ”det der ikke slår os ihjel, gør os stærkere,” er ikke ramt helt forkert.
Omvendt kan fortrængt eller ubearbejdet sorg gribe meget forstyrrende ind i den enkeltes tilværelse.